Formålet med lovforslaget
Konkursrådet fremsatte den 27. marts 2025 et forslag om ændringen af konkursloven b.la. i kølevandet af TV-dokumentaren ”Den sorte Svane”.
Helt overordnet har lovændringen b.la. til formål at skærpe konkurslovens regler for kuratorers uafhængighed og habilitet med henblik på at minimere risikoen for, at insolvensbehandlingssystemet misbruges i forbindelse med økonomisk kriminalitet. Nedenfor redegøres overordnet for de nye reglers indhold.
Nye regler om kuratorhabilitet
De nye regler skal her ses som en udbygning af allerede eksisterende regler om kurators habilitet, herunder de regler som fremgår konkurslovens § 238. Det fremgår af denne bestemmelse, at ingen må handle som kurator, hvis vedkommende er afhængig af skyldneren (også kaldet generel inhabilitet), eller hvis der som følge af vedkommendes interesse i sagens udfald eller af andre grunde er tvivl om vedkommendes upartiskhed i det foreliggende spørgsmål (også kaldt speciel inhabilitet).
Lovændringen bygger videre på denne bestemmelse. De nye bestemmelser er i det væsentligste bygget op som hovedregler og undtagelser, hvorfor samme struktur bruges i det følgende.
- Hovedregel: Kurator er automatisk inhabil, hvis denne har været skyldnerens nærtstående eller en del af skyldnerens eller dennes nærtståendes ledelse inden for de seneste 2 år.
- Undtagelse: Hvis ledelsen har været rekonstruktør, kurator i nærtståendes konkursbo, eller hvis man er indsat i skyldnerens ledelse af en sådan kurator med henblik på at indgive begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling eller som likvidator udnævnt efter selskabslovens § 227, stk. 3.
- Hovedregel: Kurator er også inhabil, hvis denne senere end 1 år før fristdagen i ikke uvæsentligt omfang har ydet rådgivning til skyldneren eller i væsentligt omfang har ydet rådgivning til skyldnerens nærtstående, der direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af kapitalen i skyldneren.
- Undtagelse: Hvis rådgivningen er ydet i egenskab af beskikket konstruktør for skyldneren eller blev ydet senere end 3 måneder før fristdagen og angik et forsøg på at opnå en samlet ordning af skyldnerens økonomiske forhold.
Nye regler om kuratorudpegning
Det fremgår nu af konkursloven, at straks efter der er afsagt konkursdekret, udpeger skifteretten en kurator efter reglerne i § 107 a. Det fremgår af § 107 a, at skifteretten udpeger den kurator, der regnet efter beløb har den største tilslutning blandt fordringshaverne, der er repræsenteret på mødet, hvor konkursdekret afsiges.
Hvis ingen fordringshavere er repræsenteret ved mødet, udpeger skifteretten en af sine faste kuratorer. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis skyldneren selv har indgivet egenbegæring om konkurs.
Dette gælder dog ikke, hvis den fordringshaver, som har indgivet konkursbegæring, peger på en bestemt kurator.
En fordringshaver kan dog kun pege på kurator, hvis fordringshaveren ikke er omfattet af den nye § 114 a. Det vil sige, at følgende personer ikke kan have indflydelse på, hvem der udvælges som kurator:
1) skyldnerens nærtstående, 2) skyldnerens ledelse, 3) ansatte der har krav på løn mm., medmindre dette krav er overtaget af LG, eller hvor stemmeretten er overdraget til fagforeninger/A-kasser, og 4) rekonstruktør, tillidsmand og likvidator for så vidt angår deres honorarkrav.
Taler omstændighederne derfor, kan skifteretten uanset ovenstående efter begæring udpege den, der skønnes at have den største tilslutning blandt panthavere, hvis interesser påvirkes af konkursen (f.eks. virksomhedspanthaver), og som ikke er omfattet af den nævnte § 114 a.
Skifteretten i Kolding har gennem flere år allerede haft indført en ordning med udpegning af faste kuratorer, hvor Codex Advokater v/advokat Mads Danielsen er udpeget som en af de faste kuratorer.
Har du spørgsmål eller ønsker reglerne uddybet, er du meget velkommen til at kontakte en af vores specialister https://codexlaw.dk/raadgivning/insolvensret-konkurs-og-rekonstruktion-af-virksomheder/
Vær opmærksom på at denne nyhed oprindeligt er udgivet den 09.01.2026, hvorfor der kan være kommet ændringer i lovregler, retspraksis, vejledninger mv. siden. Nyheden er en vejledning og kan ikke stå alene.
Vi anbefaler altid, at du kontakter Codex Advokater for at få konkret juridisk rådgivning omkring det pågældende område, herunder indholdet af gældende regler.