Beskriv din sjoveste sag
Jeg havde på et tidspunkt en sag, hvor en landmand modtog en bøde fra politiet på 610.000 kr. for ”ulovlige ansættelsesforhold”.
Landmanden havde dog aflønnet medarbejderne i henhold til den gældende overenskomst på området, men han blev alligevel politianmeldt af SKAT. Jeg blev beskikket som forsvarer, og havde en lang korrespondance med anklagemyndigheden. Efter 1,5 års drøftelser og forhandlinger kom anklagemyndigheden frem til, at de havde forstået sagen forkert – også reglerne. Bøden endte med at blive nedsat til DKK 6.000,00. Jeg havde gennem hele forløbet anmodet anklagemyndigheden om at få sagen indbragt for retten. Min klient risikerede at gå konkurs, hvis bøden ikke bortfaldt. Derfor var sagen meget vigtig for ham.
Det var så utrolig dejligt at få lov til at repræsentere den lille mand imod anklagemyndigheden og ende med det resultat, som jeg havde forventet og næsten lovet klienten 1,5 år inden, da jeg fik sagen. Sagen viste også, at man ikke altid skal acceptere de krav, som bliver stillet af de offentlige myndigheder, men at det nogle gange er værd at kæmpe imod.
Hvis du havde en rolle i serien ”Suits”, hvem ville du så spille?
Jeg ville være ”Mike”, da jeg nyder de store komplekse sager og servicere klienterne, også når det hele skal gå stærkt og arbejdet går ud over almindelig arbejdstid. Jeg kan samtidig også godt lide at hjælpe den lille klient, hvor man nogle gange er oppe imod den store modpart. Det er her, at man kan vise, at alle har ret til at få rådgivning, og at man ikke bare skal ”give op”, selvom modparten måske har flere muskler.