En fremtidsfuldmagt er et alternativt til et værgemål og lige nu er sagsbehandlingstiden for etablering af værgemål kontra ikrafttrædelse af en fremtidsfuldmagt 5 gange så lang (44 uger for etablering af værgemål og 9 uger for ikraftsættelse af fremtidsfuldmagt).
Som virksomhedsejer er der et stort økonomisk ansvar og en interesse i at driften i virksomheden bevares, selvom du ikke længere kan varetage dine egne interesser. Derfor er det særligt vigtigt at have truffet beslutning om, hvem der skal gøre det for dig.
Hvad er en fremtidsfuldmagt?
Det er en fuldmagt, som sættes i kraft på det tidspunkt, hvor du ikke selv kan varetage dine egne interesser fx på grund af en ulykke eller akut sygdom såsom en blodprop. Den valgte fuldmægtig vil efter ikraftsættelsen af fuldmagten kunne træffe beslutninger på dine vegne i henhold til fuldmagten.
Hvorfor er det især vigtigt som virksomhedsejer?
Som virksomhedsejer – navnlig virksomhedsejere, som driver enkeltmandsvirksomhed, eller virksomhed i selskabsform uden bestyrelse – kan det være særligt problematisk, hvis man i en periode ikke kan varetage sine egne økonomiske forhold. Ved at oprette en fremtidsfuldmagt kan virksomhedsejere f.eks. sikre at en ægtefælle, en medejer eller en særlig betroet medarbejder i virksomheden, får fuldmagt til at handle, så virksomheden ikke bliver handlingslammet.
Du kan derfor i en fremtidsfuldmagt:
Sikre dine interesser på generalforsamling, selvom du ikke selv kan stemme. Du kan for eksempel overdrage dine stemmerettigheder til en anden, og du kan selv på forhånd beslutte, hvem disse rettigheder skal overdrages til.
Sikre fremtiden for virksomheden ved at bestemme, hvem der skal overtage driften af virksomheden. hvis du pludselig bliver ude af stand til det. På den måde kan du sikre, at virksomheden bliver drevet videre af en person, som du har tillid til.
Sikre retningslinjer for din efterfølger ved at angive nogle nærmere retningslinjer, som din fuldmægtig skal følge. Du kan i den forbindelse tage stilling til salg af virksomheden som led i et generationsskifte. Det er dog vigtigt i dette tilfælde, at fuldmægtigen ikke er den person, som virksomheden skal sælges til, da fremtidsfuldmægtigen ikke kan indgå retshandler med sig selv.
Til sidst kan du opdele fremtidsfuldmagten efter kompetencer ved at uddele opgaver og ansvarsområder på forskellige personer. For eksempel kan du bestemme at din partner i virksomheden varetager dine erhvervsrelaterede forhold, mens din ægtefælle varetager dine personlige forhold.
Hos Codex Advokater kan vi hjælpe dig med alle spørgsmål omkring fremtidsfuldmagter. Vi har faste priser på oprettelse af fremtidsfuldmagter. Oprettelse af én fremtidsfuldmagt koster 3.000 kr. inkl. moms. Oprettelse af to fremtidsfuldmagter (f.eks. ægtefæller eller samlevende, der begge skal have oprettet en fremtidsfuldmagt) koster 4.500 kr. inkl. moms. Derudover koster det et gebyr på 300 kr. pr. fuldmagt hos notaren.
Vær opmærksom på at denne nyhed oprindeligt er udgivet den 19.06.2025, hvorfor der kan være kommet ændringer i lovregler, retspraksis, vejledninger mv. siden. Nyheden er en vejledning og kan ikke stå alene.
Vi anbefaler altid, at du kontakter Codex Advokater for at få konkret juridisk rådgivning omkring det pågældende område, herunder indholdet af gældende regler.
Skal vi hjælpe dig med din fremtidsfuldmagt?