24. april 2025

Forbedring af mulighederne for generationsskifte

Folketinget har den 8. april 2025 vedtaget en række lovændringer, som vil være til stor glæde for familieejede virksomheder. Lovændringen er en del af ”Aftale om et stærkere erhvervsliv”, som blev indgået mellem en række partier i juni 2024. Artiklen gennemgår lovændringens væsentlige pointer i hovedtræk.

Nedsættelsen af bo- og gaveafgiften

Efter hidtidige regler skal der ved overdragelse af erhvervsvirksomheder til nære familiemedlemmer ved gave eller arv afregnes 15 % i afgift. Efter lovændringen nedsættes denne afgift til 10 %, hvis betingelserne for skattemæssig succession er opfyldt, men uden krav om at der faktisk sker succession.

Derudover kræves det, at overdrageren har ejet virksomheden i mindst ét år før overdragelsen, og at enten overdrageren eller dennes nærtstående har været aktivt involveret i driften i mindst ét år af ejertiden. Reglen har virkning fra 1. oktober 2024.

Søskende omfattes af ”gaveafgiftsreglerne”

Ifølge lovændringen udvides definitionen af ”nærtstående” i relationer til gaver, idet søskende også fremadrettet omfattes af reglerne i boafgiftsloven. Dette betyder, at gaver mellem søskende fra 1. januar 2027 bliver underlagt en gaveafgift på 15 % i stedet for indkomstskat for så vidt angår gaver over bundgrænsen på 76.900 kr. (i 2025). Ved overdragelse af en erhvervsvirksomhed som gave til søskende vil denne overdragelse også bliver omfattet af den nedsatte afgift på 10 % ved overdragelse af erhvervsvirksomheder til nærtstående.

Lempelse af ”pengetanks-reglen”

Tidligere blev ejendomsudlejningsvirksomheder ofte kvalificeret som ”pengetanke”, hvorefter de ikke kunne opfylde betingelserne for skattemæssig succession og dermed nyde den likviditetsmæssige fordel knyttet hertil. Ved lempelsen af den såkaldte ”pengetanks-regel” vil udlejningsvirksomheder blive kvalificeret som værende erhvervsvirksomheder, hvis virksomheden har en vis aktivitet i form af vedligeholdelse og udvikling, samt at virksomhedens indtægter hovedsageligt stammer fra den aktive drift. Disse virksomheder vil nu være omfattet af successionsreglerne og har således mulighed for at nyde fordel af den nedsatte afgift fra 15 til 10 % som angivet ovenfor.

Skattemæssig succession af aktive ejendomsvirksomheder

Som angivet ovenfor har man ved lovændringen forsøgt at forbedre mulighederne for overdragelse af ejendomsvirksomheder. Lovændringen har dog også medført ændringer i en række andre love. Konkret har man muliggjort overdragelsen af ejendomsvirksomheder uden umiddelbar beskatning af aktieavancen, hvis ejendommen har været ejet eller aktivt udlejet i mindst 1 år før overdragelsen. Der er tale om ”aktiv udlejningsvirksomhed”, hvis familien ejer mere end 50 % af den faste ejendom, og indgåelser af aftaler med væsentlig økonomisk betydning for ejendommens drift ikke er outsourcet ud til en tredjepart. Hvis ovenstående betingelser er opfyldt, vil overdragelsen indenfor familien ikke udløse en afståelsesbeskatning, men i stedet bo- og gaveafgiften på 10 % (som nævnt ovenfor). Reglen har virkning fra den 1. januar 2025.

Skematisk model med retskrav for generationsskifter

Efter de nye regler indføres der en ny skematisk regnemetode for beregning af goodwill og virksomhedernes værdi. Tidligere skulle virksomhederne værdiansættes ud fra handelsværdien, og hvis det ikke kunne lade sig gøre, ud fra Skattestyrelsens vejledende regler fra 2000. Nu følger ”regnemetoden” direkte af boafgiftsloven, og Skattestyrelsen kan ikke tilsidesætte værdiansættelsen så længe, at metoden er anvendt korrekt. Retskravet gælder dog ikke for nystartede virksomheder, der på overdragelsestidspunktet har haft kommercielle salg i under tre år eller virksomheder, hvor aktiviteten primært består i udvikling og ejerskab af immaterielle aktiver, som endnu ikke har genereret afkast.

Afsluttende:

De nye regler giver således markante forbedringer af rammevilkårene for generationsskifte i Danmark samtidig med, at ændringen sikrer en øget tryghed og forudsigelighed i forbindelse med virksomhedsoverdragelser.

Forslaget til lovændringen kan tilgås her, mens forslagets forarbejder/bemærkninger kan tilgås her.

Hvis du har spørgsmål til ovenstående, eller står du selv og overvejer et generationsskifte af din virksomhed, står vi hos Codex Advokater klar til at rådgive dig gennem processen.

Vær opmærksom på at denne nyhed oprindeligt er udgivet den 25.04.2025, hvorfor der kan være kommet ændringer i lovregler, retspraksis, vejledninger mv. siden. Nyheden er en vejledning og kan ikke stå alene.

Vi anbefaler altid, at du kontakter Codex Advokater for at få konkret juridisk rådgivning omkring det pågældende område, herunder indholdet af gældende regler.