30. maj 2024

Codex Advokater vinder sag for lokal fødevareproducent

Codex Advokater har forsvaret en lokal fødevareproducent i Vestre Landsret i en sag, hvor den tiltalte, der driver virksomheden som enkeltmandsvirksomhed, havde ansat en person fra Moldova. Den ansatte havde fået cpr. nr. og skattekort, men det viste sig efter længere tids ansættelse, at den pågældende ikke havde opholds- og arbejdstilladelse.

I byretten var tiltalte mødt som selvmøder og var idømt en bøde på 260.000 kr. Under hovedforhandlingen i landsretten nedlagde anklagemyndigheden påstand om skærpelse, så bøden blev på 530.000 kr. Tiltalte nedlagde påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Som begrundelse for tiltaltes påstand om frifindelse eller formildelse blev det gjort gældende, at virksomheden, der havde over 30 ansatte, ikke skulle anses som et selskab efter straffelovens § 26, stk. 2, og at det forhold, at der var udstedt cpr. nr. og skattekort gjorde, at tiltalte, med afsæt i blandt andet kildeskattelovens § 48, berettiget kunne forvente, at den ansatte havde opholds- og arbejdstilladelse.

Landsretten frifandt tiltalte med den begrundelse, at det ikke var bevist, at enkeltmandsvirksomheden var organiseret på en sådan måde, at den kunne sidestilles med en juridisk person, og at betingelserne for at anse tiltalte som et strafsubjekt derfor ikke var opfyldt.

Tiltalte blev i landsretten bistået af advokat (H) Niels L. Johansen og advokatfuldmægtige Stine H. Mølgaard.

Vær opmærksom på at denne nyhed oprindeligt er udgivet den 30.05.2024, hvorfor der kan være kommet ændringer i lovregler, retspraksis, vejledninger mv. siden. Nyheden er en vejledning og kan ikke stå alene.

Vi anbefaler altid, at du kontakter Codex Advokater for at få konkret juridisk rådgivning omkring det pågældende område, herunder indholdet af gældende regler.