Codex Advokater vinder principiel sag over Europark A/S

Vestre Landsret afsagde den 13. januar 2026 en principiel dom i en sag mod EuroPark A/S, hvor advokat Niels Johansen var beskikket for bilisten.

Sagens omstændigheder

Vestre Landsret afsagde den 13. januar 2026 en principiel dom i en sag mod EuroPark A/S, hvor advokat Niels Johansen var beskikket for bilisten.

Sagen handlede om, hvorvidt bilisten skulle betale 300 kr. i rykkergebyrer og 100 kr. i inkassogebyr for et allerede erkendt kontrolgebyr på 795 kr.

Forbrugerombudsmanden indtrådte som biintervenient til støtte for bilisten i landsretssagen, da myndigheden havde modtaget 139 klager fra forbrugere om manglende modtagelse af rykkerskrivelser fra Europark. Forbrugerombudsmanden vurderede sagen som principiel med betydning for alle erhvervsdrivendes dokumentationspligt.

Bilisten bestred at have modtaget tre rykkerbreve og reagerede straks, da hun modtog et inkassobrev den 27. december 2021, ved at anmode om dokumentation. Det kom frem, at EuroPark A/S kun benyttede postomdeleren Bladkompagniet i en kort periode, og antallet af klager vedrørte netop denne periode.

Advokat Niels Johansen gjorde for landsretten gældende, at EuroPark A/S ikke havde fremlagt direkte bevis for, at brevene var afsendt og kommet frem, selvom det havde været muligt. Han fremhævede, at hans klient reagerede med det samme, hun modtog inkassobrevet, og at parkeringsselskabet efterfølgende kunne have anmodet om de nødvendige lokationsoplysninger fra Bladkompagniet. Niels Johansen påpegede desuden, at hans klient ikke var den eneste, der havde oplevet problemer med Bladkompagniet i forbindelse med omdeling af rykkere fra EuroPark A/S i den pågældende periode.

Forbrugerombudsmanden støttede argumentationen og understregede, at parkeringsselskabet ikke havde løftet bevisbyrden, især fordi EuroPark A/S havde mulighed for at sikre GPS-dokumentation for leveringen, men valgte ikke at gøre dette.

Landsretten gav forbrugeren medhold og fastslog, at EuroPark A/S ikke havde ført tilstrækkeligt bevis for, at rykkerbrevene var kommet frem.

Dommen understreger, at virksomheder har bevisbyrden for, at rykkerskrivelser er kommet frem til modtageren, og at denne bevisbyrde skærpes, når der foreligger konkrete omstændigheder, der rejser tvivl. For forbrugere er budskabet klart: Reagér hurtigt, hvis du ikke har modtaget påståede rykkerbreve – din indsigelse kan være afgørende.