Overordnet og reglerne hidtil
Udgangspunktet er, at lønbeskatning foretages ud fra værdien af den ansattes løn. Som følge af den særlige regel i ligningslovens § 7 P er det dog muligt at tildele ansatte aktieløn, uden at der sker lønbeskatning heraf. I stedet beskattes aktielønnen som aktieindkomst, og selve beskatningstidspunktet udskydes til det tidspunkt, hvor den ansatte afstår kapitalandelene.
Hidtil har der dog i denne forbindelse været opstillet en række grænser for, hvor stor en andel af den ansattes løn, der kunne tildeles som aktieløn. Disse grænser lempes betydeligt med de nye regler i ligningslovens § 7 P.
Ændringerne
Den hidtidige grænse, som indebar, at en ansat kunne tildeles aktieløn med en værdi på op til 50% af den pågældendes årsløn, ophæves for nye og mindre selskaber.
Dette indebærer en større frihed for disse selskaber til selv at bestemme, hvor stor en andel af den ansattes løn, der skal tildeles som aktieløn. Som erstatning for 50%-grænsen indsættes i stedet en grænse for, hvad den ansatte skal modtage som skattepligtig løn i form af en såkaldt minimumsløn, som reguleres årligt.
Herudover indebærer ændringerne en lempelse af de betingelser, der skal være opfyldt, før selskaber kan betragtes som ”nye og mindre”.
Kravet om, at selskabet i et af de seneste to godkendte årsregnskaber har haft højst 50 ansatte, ændres til 150 ansatte. Videre ændres kravet om, at selskabet på tidspunktet for indgåelse af aftalen om tildeling af aktieløn i et af de to seneste godkendte årsregnskaber har haft en nettoomsætning eller balancesum, der ikke oversteg 15 mio. kr., idet grænsen hæves til 200 mio. kr. Endelig ændres kravet om, at selskabet på tidspunktet for indgåelse af aftalen om tildeling af aktieløn har været aktivt på markedet i mindre end 5 år, idet grænsen hæves til 10 år.
De tre ændringer indebærer således, at flere selskaber får mulighed for at tildele aktieløn med hjemmel i ligningslovens § 7 P.
Ikrafttrædelse
De nye regler trådte i kraft den 1. juli 2026 og har således virkning for aftaler om tildeling af aktieløn, der indgås efter lovens ikrafttræden.
Vær opmærksom på at denne nyhed oprindeligt er udgivet den 30.07.2026, hvorfor der kan være kommet ændringer i lovregler, retspraksis, vejledninger mv. siden. Nyheden er en vejledning og kan ikke stå alene.
Vi anbefaler altid, at du kontakter Codex Advokater for at få konkret juridisk rådgivning omkring det pågældende område, herunder indholdet af gældende regler.